... 1) sjældent 2) en gang imellem 3) ofte 4) altid? Jeg overvurderer mig selv en gang imellem, som et absolut minimum, bl.a. nu, ved at antage at det jeg skriver er interessant nok til at du gider læse det.
Hvorfor dette indlæg, der kunne misforstås som et angreb på mine med-mænd, men bare en en nøgtern, og synes jeg, ret sjov konstatering? I går løb jeg BT Halvmaraton 2012 med start i Kgs. Lyngby, et løb i smukke omgivelser og med en masse entusiastiske lokale heppere undervejs, virkelig en dejlig oplevelse.
Når man tilmelder sig løbet skal man angive sin forventede sluttid, og ud fra den tildeles man et startnummer. Jeg havde startnummer 1.857 ud af ca. 7.000 tilmeldte til halvmaraton distancen, hvilket jeg var blevet tildelt med en forventet sluttid på 1:40 - 1:45 t. (tror jeg). Pointen med opdelingen er naturligvis at inddele løberne efter deres løbehastighed, således står de hurtigste forrest og de langsomme bagerst, og derved glider tingene bedst muligt.
Lige før start talte jeg med to andre mandlige løbere, der ligesom mig havde angivet en sluttid omkring de 1:40 t. De havde ikke fået trænet nok, havde lidt småskavanker, og havde i øvrigt været syge ugen op til løbet. Derfor var de ikke helt sikre på om de nu kunne nå målsætningen. Hmmm, det var sørens, tidligt ude med undskyldningerne, men uheldet og sygdom kan jo ramme os alle (især mænd), tænkte jeg. Da det ikke lød helt forskelligt fra min egen situation, hvor for meget ferie, for lidt træning og problemer med knæet, efterlod mig i tvivl om jeg kunne gennemføre i den tid jeg havde tilmeldt mig i.
Jeg ved ikke om d'herrer gennemførte i den forventede tid, men jeg ved at der var utrolig mange andre mandlige deltagere der IKKE gjorde det. Allerede på vej op af Lyngby Hovedgade, efter mindre end 1 kilometers løb, passerede jeg adskillige prustende mandlige løbere, hvis puls allerede var på vej i rød zone. En situation der gentog sig utallige gange på de første 5-6 KM af løbet.
Hvordan man(d) kan overvurdere sin egen løbeform i så svær en grad, er virkelig vanskeligt at forstå. Vi taler ikke om mænd der har fejlestimeret deres sluttid med 5-10 minutter. Vi taler om mænd der, uden nogen som helst form for realitetssans, har møvet sig frem i feltet, som skulle de løbe med om sejren i BT Halvmaraton. Der hvis de overhovedet har gennemført løbet, er kommet i mål både halve og hele timer senere end de havde forestillet sig.
Det er lidt irriterende men også utrolig morsomt, at vi mænd ikke har lidt mere selvindsigt og realitetssans når det kommer til vores fysiske formåen. Det irriterende består i at de selvovervurderende-løbetosser skaber en masse uro og "farlige" situationer, når de prustende og hakkende falder ned gennem feltet. Omvendt giver det også lidt ekstra morskab og adspredelse at passere dem, mens man tænker "så meget for at det KUN er et HALVmaraton, hvem griner nu?"
Hvor er det smukt at vi mænd er blevet foræret en evindelig irrationel tro på vores egen fysiske formåen og vores gode udseende. Sjældent kommer det så klart til udtryk som det gjorde for mig i går.
Afslutningsvis tak til SNIK, alle de frivillige og alle med-løberne for en fantastisk BT Halvmaraton 2012!
