torsdag den 3. juli 2008

Syv flyselskaber vildleder rejsekunder

Kilde: Borsen.dk

Så er der sat navn på de syv flyselskaber, hvis hjemmesider trods gentagne advarsler fortsat vildleder forbrugerne: Ryanair, Air Berlin, Air Baltic, SkyEurope, Aer Lingus, Brussels Airlines og Seat24.

I efteråret kom i alt 13 hjemmesider i Forbrugerombudsmandens søgelys på grund af vildledende oplysninger på deres hjemmesider. Af dem har fem siden rettet op på fejlene og yderligere et flyver ikke længere fra Danmark.

Men syv selskaber fortsætter ifølge Forbrugerombudsmanden med at vildlede forbrugerne, og det drejer sig altså om de syv ovennævnte.

"Forbrugerne har krav på at vide, hvor der kan være problemer. Det er glædeligt, at flere af siderne nu ikke længere vildleder danske rejsende," udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe i en pressemeddelelse.

Ryanair smider bolden videre
Hos et af flyselskaberne, det irske lavprisselskab Ryanair, giver man imidlertid ikke meget for anklagerne og retter i stedet skytset mod skandinaviske SAS:

"Det er tydeligt, at den danske forbrugerombudsmand ikke repræsenterer de danske forbrugeres interesser, når han spilder sin tid med at publicere falske anklager mod Ryanairs hjemmeside i stedet for at tage aktion over for SAS' griske billetpriser og brændstoftillæg," siger Wilhelm Hamilton, der er chef for Ryanair i Nordeuropa.

Ryanair mener i øvrigt, at alle Forbrugermandens anklagepunkter er falske. For eksempel indgår skatter og afgifter ifølge selskabet i de umiddelbart adviserede priser, ligesom Ryanair selv finder sine bestillingsbetingelser lettilgængelige og fair og i øvrigt afviser at påtvinge sine passagerer en rejseforsikring.

Lader meget tilbage at ønske
Mens Ryanair fløjter for frispark og kyler bolden lige i synet på konkurrenten SAS, har EU-Kommissionen mere gelinde sendt bolden videre til myndighederne i de respektive selskabers hjemlande, herhjemme altså Forbrugerombudsmanden.

Myndighederne er forpligtede til at gribe ind over for selskaberne, hvis også de mener, at der er tale om en overtrædelse af deres nationale regler og af EU-lovgivningen, og det er det, Forbrugerombudsmanden nu har gjort.

"EU-undersøgelsen har vist, at flybranchens markedsføring i bookingforløb lader meget tilbage at ønske. Det betyder, at forbrugerne skal være opmærksomme, når de booker rejsen. For selv om mine europæiske kolleger og jeg er i gang med at følge op på sagerne fra efteråret, vil der utvivlsomt være hjemmesider, der stadig ikke er i orden," advarer Henrik Øe.

De pågældende selskaber er blevet hørt i sagen, og Ryanair har sammen med Air Berlin oplyst, at man er uenige i Forbrugerombudsmandens vurdering. Seat24 har meddelt, at selskabet vil ændre sin hjemmeside i begyndelsen af august.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar